17. august, 1908

Om sommeren lever Inuitterne spredt og isoleret. Ifølge Mauss og Beuchat, “har de ikke nogen religion,” da myterne, som “fylder eskimoernes bevidsthed om vinteren, synes at være glemte om sommeren.” “Deres liv,” tilføjer de, “er lægmandens.” Om vinteren, derimod, når befolkningen kommer sammen, opstår et “ægte idéfællesskab”: Igennem dets tilstedeværelse og konstante aktivitet bliver gruppen mere bevidst om sig selv og indtager en mere fremtrædende plads i individernes bevidsthed. ”Modsætningen mellem vinter og sommer tilsvarer derfor modsætningen mellem individ og samfund. I sommerens individuelle tilstand er Inuitterne “som en slags fortabte børn,” de forsyner sig selv på et individuelt grundlag. De isolerede jægere og fiskere beholder deres bytte for sig selv, uden at de behøver at tænke på andre. Om vinteren derimod, så bliver individerne sociale væsner og genstand for strikte regler med hensyn til fordeling af mad. Mad fordeles i fællesskabet indenfor en boplads, snarere end at maden kun tilhører et individ eller en kernefamilie.