21. maj, 1910

Mine Eskimoer, især Tannaurmik har den ubehagelige vane at føle sig hævet over de folk, vi møder her. T. fortsætter med at tale om, hvordan deres hus lugter (som er noget han alene tog notits af), hvor uvidende de er om det ene og det andet, og hvordan de trænger til at blivet undervist i dit og dat – i at anvende skydevåben, tændstikker, mel, tobak og i at bede. Pannigabluk og B. føler sig også overlegne, om end B. ikke så meget.

En af sangene [...] var meget forskellig fra enhver anden Eskimosang, jeg har hørt. Den rimer og ligner et skjaldisk stavrim, som i Njálssaga: [islandsk: Jeg ønsker ikke at bespotte guderne, men jeg synes, at Freyja er en kælling]. “Spara ek ei god gjeija, grei þikkjir mjér Freiya” – eller mere som nogle andre, hvis ord jeg ikke kan huske – meget korte sætninger og ofte i rim [...].