Arven efter antropologen og den opdagelsesrejsende Vilhjálmur Stefansson er tæt forbundet med forholdet mellem menneske og natur, bæredygtig anvendelse af naturressourcer og arktiske samfunds overlevelses- og tilpasningsevne. Måske er hans arv især vigtig, fordi han mere end nogen anden har bidraget til, at det arktiske område ikke længere opfattes som et øde og evigt tilfrosset område, men derimod som en rig og mangfoldig verden, der fortjener det internationale samfunds opmærksomhed. Tiderne skifter, og nutidens opmærksomhed har helt afgjort flyttet sig mod nord. Der er sket en hurtig udvikling, hvorved det arktiske område har fået en central position i verden med hensyn til miljø, klimatologiske forandringer, internationalt samarbejde og ressourceforvaltning og -anvendelse.

Stefansson blev ofte omtalt som “Nordens profet”. Et vigtigt aspekt af hans filosofi var, at vi ville blive bevidste om det arktiske områdes alsidige potentiale ved at lære af efterkommerne af de generationer, der har levet der i årtusinder. For at kunne gøre dette må vi åbne vores sind, befri os fra fordomme og være villige til at tilegne os viden fra de indfødte.

En af Vilhjálmur Stefanssons mest kendte bøger er Det venlige Arktis. Vilhjálmur forudså, at bogens titel ville udfordre mange af hans samtids forskere, der ikke delte hans positive syn på det arktiske område og dets indbyggere.  

Bogens omslag viser et af Vilhjálmurs billeder; en mand, der slæber på en for nyligt dræbt sæl. Billedet, som var Vilhjálmurs yndlingsbillede, vækker måske ikke udelt begejstring blandt nutidens forkæmpere for dyrenes rettigheder. Derimod minder det os om de grundlæggende aspekter ved menneskets tilpasningsevne i de nordlige egne, f. eks. menneskets rettigheder og nødvendigheden af at udnytte naturens ressourcer. 

Vilhjálmur Stefanssons filosofi var kontroversiel og mødte ikke stor forståelse fra samtidens forskere, der ikke umiddelbart påskønnede hans rolle som fortaler for Inuitternes levevis. Faktisk kunne mange arktiske opdagelsesrejsendes interesse for de nordlige folk og deres kulturer ligge på et meget lille sted. Stefansson skilte sig ud ved sine progressive holdninger, sine forsøg på at modstå kulturel og national chauvinisme og ved sit kritiske syn på den europæiske kulturelle indtrængen i de indfødtes liv. I sine foredrag anvendte han ofte Inuit samfundet som et spejl, der skulle hjælpe det amerikanske publikum til at reflektere over deres eget samfund. Hvorfor var de utilfredse til trods for deres materielle rigdom? Han hævdede at kende et folk, der næsten intet ejede i materiel forstand, og dog var de de lykkeligste mennesker, han havde mødt.

Nobelpris forfatteren Halldór Laxness havde kendskab til Vilhjálmur Stefanssons værker. I 1927 skrev han et essay, hvori han om Vilhjálmur sagde at “ ... han måske havde et af de mest rummelige perspektiver af alle, som skrev bøger på dette tidspunkt, og det mest livlige, panoramiske syn på de mangfoldige facetter af menneskelivet.”